Blog Image

Metklena's blog

Vores dagligdag

Ja hvad kommer bloggen egentlig til at indeholde....det vides ikke rigtig med sikkerhed men jeg tror at der er en del mennesker på min facebook venneliste som er trætte af daglige statusopdateringer fra mig omhandlende enten noget med pigerne og deres ridning eller mine egne rideture på min skønne pony.

Jeg har derfor i længe overvejet om jeg skulle lave min egen blog...ikke så meget for at tilfredsstille andre men mere for at få et behov for selvransagelse opfyldt. Jeg er det type menneske som bedst kan udfordre mig selv eller få tankerne struktureret når jeg skriver mig ud af det. Jeg er ikke særlig god til at begrænse mig tekstmæssigt så indimellem får jeg skrevet ret så rigeligt ;)

Spændende 2015

Dagligdag's statusopdateringer Posted on Sun, January 11, 2015 17:26:00

Pyhh jeg lovede mig selv at 2015 skulle være udfordringens år for mig selv rent ridemæssigt 🙂 det har ikke været et nytårsforsæt men netop en af de ting jeg har funderet over i meget længe og især op til min 40 års fødselsdag. Noget jeg rigtig gerne har villet uden at have energien og tiden til at holde fokus på det men nu skal det altså være.

Mit mål ridemæssigt er at kunne komme med til Haflinger DM 2015, ikke bare starte de almindelige klasser men at kunne ride med i DM klassen som går i LA2 og finale i LA4 og selvom vi slet ikke er stævneerfarne og nok ikke er længere end LC lige nu så er det alligevel mit håb at jeg kan være med min. i midterfeltet men også gerne deroppe hvor der rides om placeringer, jeg ved at der er kamp om pladserne deroppe og at dem jeg skal ride imod er garvede stævneryttere og som har redet de klasser i rigtig længe, så ingen tvivl om at der er lang vej men jeg håber at der med tålmodighed, engagement og motivation og tro på mig selv også er en plads til mig deroppe.

Men målet helliger jo ikke midlet eller hvad pokker det man siger 🙂 i hvertfald har jeg for mit eget overbliks skyld været nød til at opsætte nogle delmål i ren “Rasmus Bagger” stil og et af delmålene er altså at starte et enkelt stævne hver eneste måned for lige så langsomt at opbygge stævneerfaringen og samtidig få mig noget forhåbentlig konstruktiv kritik så jeg hele tide er OBS på hvad det er for udfordringer jeg skal arbejde med henad vejen for at arbejde mig op i dressurniveauet…

Det hører måske med til fortællingen at jeg aldrig nogensinde har været stævnerytter…jeg har helt tilbage da jeg red på rideskole som 14 årig deltaget i et enkelt eller 2 stævner i den rideklub hvor jeg fik undervisning 1 gang i ugen og så har jeg været til, jeg tror 2 stævner på min nuværende haflinger.
Jeg købte hende da hun var 3 år gammel og så blev hun sendt i tilridning 1 måned, hvorefter hun holdte “voksepause” i over 1 år….i virkeligheden handlede det mere om at jeg var for stor en kylling til at sætte mig på hende og efterhånden som tiden gik blev det jo ikke just nemmere….indtil en dag min skønne kæreste sagde til mig “skal du aldrig på den hest eller skal den bare stå i stalden og glo”…..så tog jeg mig sammen og kom på hende…..skridtede og travede et par år fordi jeg ikke turde galopere og fik så påbegyndt galoppen……jeg ville nok være blevet udfordret lidt hurtigere hvis jeg havde haft en træner på sidelinjen til at hjælpe mig men eftersom jeg jo kun turde ride herhjemme i vante omgivelser så gav det sig selv at jeg ikke tog til undervisningen med hende 🙂
I 2013 fik vi så vores første gang undervisning da jeg blev presset lidt af en anden ridepige….og det var en kæmpe oplevelse….for Maggie var jo med mig hele vejen og super arbejdsvillig og ikke det store påvirket af at være et andet sted….men tiden gik og resten af det år fik jeg simpelthen ikke givet mig selv den tid der skulle til for at have en hest som var i så meget kondi at det ville være fair at tage til undervisning. I 2014 var jeg til undervisning en enkelt gang (ved samme træner, nemlig Rune Gludsted) og i sommers tog vi så en flok afsted på ridelejr hos Rune….det gav mig rigtig meget ridemæssigt….dels så har jeg kæmpet rigtig meget med forkerte anspring på den ene volte og inden vi tog afsted (og et langt stykke tid efter) da var succeskriteriet faktisk at blot 1 ud af 10 forsøg skulle være rigtig galop….da det endelig var ved at lykkedes så fik jeg et hekseskud med deraf låst lænd, ryghvirvler og bækken og var derfor sat på ufrivillig pause i flere måneder….da jeg kom igang igen fik vi begge galopanspring på plads og selvom der stadig er lang vej igen så føler jeg vi efterhånden er ved at være klar til LC stævnerne….vi var til en programridning i sommers og det gik ganske godt…fik vist knap 70% i begge programmerne så noget må jo være på plads.

Fra februar i år starter jeg så med ugentlig undervisning for nu skal det bare lykkedes os at komme videre i ridningen 🙂 det glæder jeg mig helt vildt til og ser virkelig frem til at være tvunget til at holde Maggie igang for at kunne ride undervisning hver eneste uge….

Nå ja…..og det jeg egentlig ville skrive allerøverst var……pyhh jeg lovede mig selv udfordringer…som sagt så gjort….har nu meldt mig til stævne, 2 lc klasser skal rides og så må vi jo se hvad dommeren mener der skal arbejdes med fremover 🙂



Dagen derpå

Dagligdag's statusopdateringer Posted on Sun, January 11, 2015 14:48:37

Igår var vi til året’s julefrokost med vennerne….eller faktisk var det vel sidste års julefrokost som så blot blev holdt i januar istedet 🙂

En rigtig hyggelig aften hvor der vist var en del der fik lidt indenfor vesten (mig selv inkluderet). Jeg har dog en tendens til at gå “død” i alkohol ret hurtigt så inden midnat var jeg på vandvognen igen men må indrømme at når man først kommer hjem i sin seng kl. 05.00 søndag morgen så føler man sig egentlig alligegel lidt slidt nu her omkring kl. 14 men heldigvis slipper man da for tømmermænd når man stopper i tide 🙂

Jeg var dog ude af sengen inden kl. 11 og har da også brugt 1 times tid i stalden med at muge ud og gøre klar til aftensfodring etc.

I dagene op til min 40 års fødselsdag havde jeg faktisk en del tanker omkring hvad det var jeg ønskede mig at opnå de næste år af mit liv, hvordan jeg gerne ville have hverdagen skulle være og ikke mindst hvad JEG havde af mål og drømme….

Det er vist meget normalt at når man bliver mor så glemmer man at prioritere sig selv og ens egne ambitioner, drømme og ønsker bliver sat på stand by på ubestemt tid, det er helt naturligt og også på mange måder helt ok og i tråd med at man ønsker at gøre det bedste for sine unger.

Men hvad er egentlig det bedste for børnene ???

Vi er som sagt ret hestetossede herhjemme og især vores store pige har mange ambitioner og ønsker for hvad hun skal nå i sine ponytids år. Der er heller ingen tvivl om at hun hvis hun får lov og mulighed for det kan nå præcis lige så langt som hun vil. Hun er super dygtig, ekstrem ambitiøs og perfektionistisk og kæmper og knokler hver eneste dag for at nå det hun gerne vil…..men er det nu det bedste….jeg mener…hvis ambitionerne bliver så høje at man slet ikke har tid til at “lege”, at være ung og indimellem også uansvarlig….for det hører da bestemt også barndommen til…

Jeg har i mange år støttet hende og kæmpet lige så hårdt som hende for at hun kunne nå sine drømmes mål, har brugt al fritiden på ridesporten, kørt til den fantastiske lånepony som vi havde til rådighed, taget til stævner, talentsamling, ryttermærker, undervisning etc…og jeg har gjort det med glæde….
eller det vil sige, jeg opdagede oftere og oftere at vi begyndte at snerre af hinanden, skændes over småting og især opdagede jeg at mit humør tit skiftede når jeg satte mig ind i bilen for at køre til undervisning eller ned til låneponyen eller at jeg blev super skuffet og sur hvis min datter virkede utaknemlig når vi var afsted med ponyen….jeg brugte rigtig meget tid på at granske hvad det var der trickede mig når jeg havde det sådan, for selvfølgelig er alt omkring hestene ikke en dans på roser og uanset hvor godt det går, så vil der altid være perioder som er knap så skønne, med nederlag og kampe der skal vindes, for at komme et skridt videre mod det mål man kæmper så hårdt for.

Jeg opdagede at det tit handlede om at jeg jo også gerne ville have tid til min egen skønne hest og når jeg så stod der på sidelinjen og tingene ikke blev som forventet og det derfor ikke var en glad pige men en sur pige jeg stod med, ja så blev jeg ret så frustreret for istedet for at stå der, kunne jeg jo have brugt tiden på noget af det som jeg selv gerne ville og min datter kunne have brugt tiden på noget som ikke indirekte stressede hende eller pressede hende til at føle hun skulle overpræstere.

Jeg opdagede at vi begge faktisk var stressede, at dagligdagen og familielivet bar præg af at der aldrig var tid nok. Min mavefornemmelse sagde mig at der måtte forandring til inden vi kørte helt af sporet.

Konsekvensen blev at jeg opsagde vores part på den pony som ellers ville have været indgangsbilletten til de helt store landsstævner og muligheder for Malou, det kostede simpelthen for meget tid og energi i vores lille familie at vi udover vores egne unge ponyer som skal trænes dagligt også havde en vi skulle køre til for at træne med. Det havde været noget helt andet hvis den stod i stalden hjemme hos os selv for så kunne træningen tilrettelægges så det passede ind i hele familiens planer og Malou kunne ride herhjemme på banen hvor jeg kunne nøjedes med at holde øje med dem indimellem og ikke som nu hvor jeg kørte ned til ponyen, stod på sidelinjen mens den blev passet og plejet, sad på bænken i ridehallen og så hende træne for så bagefter at stå på sidelinjen mens hun fik sadlet af etc……og så hjem for at gøre det samme med lillesøster og hendes pony….derefter lave aftensmad, ordne huset etc. for så bagefter hvis overskuddet og energien var det…..ud til min egen skønne hest i stalden.

Jeg ved godt at jeg et langt stykke henad vejen har frataget Malou’s hendes mulighed for at komme afsted til landsstævner den “nemme” vej nemlig med en pony som har gået vejen med en rytter allerede og som har stævneerfaringen og kan lære hende alle de ting hun ikke selv har lært endnu og som hendes egen unge pony også først skal til at lære, men nogen gange må vi her i livet og måske især som forældre, træffe nogle valg som har konsekvenser for andre end os selv, men valg som heldigvis er truffet ud fra et rent hjerte og uden bagtanker for andet end at vi skal have det godt og leve et liv uden mere dagligdags stress end det vi kan håndtere.

Heldigvis har Malou jo mange ponyår tilbage og selvom tiden med 3’er ponyer slutter til årsskiftet 2016 så er der stadig masser af muligheder for at Malou kan nå sine mål med en anden pony. Hun har jo allerede mere end rigeligt bevist at hun kan håndtere og ride en stor 1’er pony allerede….tror ikke der er ret mange der i en alder af 11 år opnår at ride med til talentsamling på stor 1’er pony (faktisk var Malou den yngste også af de piger der red 3’er ponyer da hun var afsted til samling), hvilket for udestående betyder at man inden talentsamlingen har skullet ride ikke bare én men to LA3 eller LA4 klasser til distriktstævne til over 63%. Der er altså stor forskel på at ride en 3’er pony som passer i størrelsen i en LA1 eller LA2 for at komme med og så ride en stor 1’er som man jo hverken har højde eller vægt til at påvirke på samme måde…så ingen tvivl om at hun med det rette materiale sagtens kan gå hele vejen hvis hun får muligheden for det.

Sikke en forandring, alene det at få taget en beslutning har betydet i vores hverdagsliv. Jeg er ikke længere stresset fordi jeg nu langt de fleste dage i ugen selv kan planlægge hvad eftermiddagen og aftenen skal gå med. Jeg kan ride sammen med pigerne herhjemme på ridebanen og langt de fleste gange er der bare skæg, sjov og ballade imens vi rider, lige præcis sådan som jeg altid har ønsket det skulle være men da tiden tidligere var knap så skulle det jo sørme være effektivt og helst perfekt hver eneste gang for ellers var det jo spild af tid. Jeg nyder igen at have overskud til min egen hest og pigerne nyder i høj grad at de har fået en glad og tilfreds mor igen som ikke holder så meget øje med om nu de rider korrekt eller hele tiden gør det rigtige…de er børn og har brug for at eksperimentere også med deres ridning, uanset hvor gerne jeg ville det så kan mine børn ikke lære af de fejl jeg har begået i livet, de er nød til at begå deres egne også til hest…