Igår var vi til året’s julefrokost med vennerne….eller faktisk var det vel sidste års julefrokost som så blot blev holdt i januar istedet 🙂

En rigtig hyggelig aften hvor der vist var en del der fik lidt indenfor vesten (mig selv inkluderet). Jeg har dog en tendens til at gå “død” i alkohol ret hurtigt så inden midnat var jeg på vandvognen igen men må indrømme at når man først kommer hjem i sin seng kl. 05.00 søndag morgen så føler man sig egentlig alligegel lidt slidt nu her omkring kl. 14 men heldigvis slipper man da for tømmermænd når man stopper i tide 🙂

Jeg var dog ude af sengen inden kl. 11 og har da også brugt 1 times tid i stalden med at muge ud og gøre klar til aftensfodring etc.

I dagene op til min 40 års fødselsdag havde jeg faktisk en del tanker omkring hvad det var jeg ønskede mig at opnå de næste år af mit liv, hvordan jeg gerne ville have hverdagen skulle være og ikke mindst hvad JEG havde af mål og drømme….

Det er vist meget normalt at når man bliver mor så glemmer man at prioritere sig selv og ens egne ambitioner, drømme og ønsker bliver sat på stand by på ubestemt tid, det er helt naturligt og også på mange måder helt ok og i tråd med at man ønsker at gøre det bedste for sine unger.

Men hvad er egentlig det bedste for børnene ???

Vi er som sagt ret hestetossede herhjemme og især vores store pige har mange ambitioner og ønsker for hvad hun skal nå i sine ponytids år. Der er heller ingen tvivl om at hun hvis hun får lov og mulighed for det kan nå præcis lige så langt som hun vil. Hun er super dygtig, ekstrem ambitiøs og perfektionistisk og kæmper og knokler hver eneste dag for at nå det hun gerne vil…..men er det nu det bedste….jeg mener…hvis ambitionerne bliver så høje at man slet ikke har tid til at “lege”, at være ung og indimellem også uansvarlig….for det hører da bestemt også barndommen til…

Jeg har i mange år støttet hende og kæmpet lige så hårdt som hende for at hun kunne nå sine drømmes mål, har brugt al fritiden på ridesporten, kørt til den fantastiske lånepony som vi havde til rådighed, taget til stævner, talentsamling, ryttermærker, undervisning etc…og jeg har gjort det med glæde….
eller det vil sige, jeg opdagede oftere og oftere at vi begyndte at snerre af hinanden, skændes over småting og især opdagede jeg at mit humør tit skiftede når jeg satte mig ind i bilen for at køre til undervisning eller ned til låneponyen eller at jeg blev super skuffet og sur hvis min datter virkede utaknemlig når vi var afsted med ponyen….jeg brugte rigtig meget tid på at granske hvad det var der trickede mig når jeg havde det sådan, for selvfølgelig er alt omkring hestene ikke en dans på roser og uanset hvor godt det går, så vil der altid være perioder som er knap så skønne, med nederlag og kampe der skal vindes, for at komme et skridt videre mod det mål man kæmper så hårdt for.

Jeg opdagede at det tit handlede om at jeg jo også gerne ville have tid til min egen skønne hest og når jeg så stod der på sidelinjen og tingene ikke blev som forventet og det derfor ikke var en glad pige men en sur pige jeg stod med, ja så blev jeg ret så frustreret for istedet for at stå der, kunne jeg jo have brugt tiden på noget af det som jeg selv gerne ville og min datter kunne have brugt tiden på noget som ikke indirekte stressede hende eller pressede hende til at føle hun skulle overpræstere.

Jeg opdagede at vi begge faktisk var stressede, at dagligdagen og familielivet bar præg af at der aldrig var tid nok. Min mavefornemmelse sagde mig at der måtte forandring til inden vi kørte helt af sporet.

Konsekvensen blev at jeg opsagde vores part på den pony som ellers ville have været indgangsbilletten til de helt store landsstævner og muligheder for Malou, det kostede simpelthen for meget tid og energi i vores lille familie at vi udover vores egne unge ponyer som skal trænes dagligt også havde en vi skulle køre til for at træne med. Det havde været noget helt andet hvis den stod i stalden hjemme hos os selv for så kunne træningen tilrettelægges så det passede ind i hele familiens planer og Malou kunne ride herhjemme på banen hvor jeg kunne nøjedes med at holde øje med dem indimellem og ikke som nu hvor jeg kørte ned til ponyen, stod på sidelinjen mens den blev passet og plejet, sad på bænken i ridehallen og så hende træne for så bagefter at stå på sidelinjen mens hun fik sadlet af etc……og så hjem for at gøre det samme med lillesøster og hendes pony….derefter lave aftensmad, ordne huset etc. for så bagefter hvis overskuddet og energien var det…..ud til min egen skønne hest i stalden.

Jeg ved godt at jeg et langt stykke henad vejen har frataget Malou’s hendes mulighed for at komme afsted til landsstævner den “nemme” vej nemlig med en pony som har gået vejen med en rytter allerede og som har stævneerfaringen og kan lære hende alle de ting hun ikke selv har lært endnu og som hendes egen unge pony også først skal til at lære, men nogen gange må vi her i livet og måske især som forældre, træffe nogle valg som har konsekvenser for andre end os selv, men valg som heldigvis er truffet ud fra et rent hjerte og uden bagtanker for andet end at vi skal have det godt og leve et liv uden mere dagligdags stress end det vi kan håndtere.

Heldigvis har Malou jo mange ponyår tilbage og selvom tiden med 3’er ponyer slutter til årsskiftet 2016 så er der stadig masser af muligheder for at Malou kan nå sine mål med en anden pony. Hun har jo allerede mere end rigeligt bevist at hun kan håndtere og ride en stor 1’er pony allerede….tror ikke der er ret mange der i en alder af 11 år opnår at ride med til talentsamling på stor 1’er pony (faktisk var Malou den yngste også af de piger der red 3’er ponyer da hun var afsted til samling), hvilket for udestående betyder at man inden talentsamlingen har skullet ride ikke bare én men to LA3 eller LA4 klasser til distriktstævne til over 63%. Der er altså stor forskel på at ride en 3’er pony som passer i størrelsen i en LA1 eller LA2 for at komme med og så ride en stor 1’er som man jo hverken har højde eller vægt til at påvirke på samme måde…så ingen tvivl om at hun med det rette materiale sagtens kan gå hele vejen hvis hun får muligheden for det.

Sikke en forandring, alene det at få taget en beslutning har betydet i vores hverdagsliv. Jeg er ikke længere stresset fordi jeg nu langt de fleste dage i ugen selv kan planlægge hvad eftermiddagen og aftenen skal gå med. Jeg kan ride sammen med pigerne herhjemme på ridebanen og langt de fleste gange er der bare skæg, sjov og ballade imens vi rider, lige præcis sådan som jeg altid har ønsket det skulle være men da tiden tidligere var knap så skulle det jo sørme være effektivt og helst perfekt hver eneste gang for ellers var det jo spild af tid. Jeg nyder igen at have overskud til min egen hest og pigerne nyder i høj grad at de har fået en glad og tilfreds mor igen som ikke holder så meget øje med om nu de rider korrekt eller hele tiden gør det rigtige…de er børn og har brug for at eksperimentere også med deres ridning, uanset hvor gerne jeg ville det så kan mine børn ikke lære af de fejl jeg har begået i livet, de er nød til at begå deres egne også til hest…